Selvhad er en ubevidst mekanisme, der sørger for, at der bliver langt mellem succeserne.
Selvhad sætter gang i selvsabotage. Selvsabotage kan vise sig på mange måder. Vi kender det som ”tids-optimisme”, det er de mekanismer, der lige sætter dig til at gøre en masse irrelevant, når du skal ud af døren, så du er den, der ofte kommer for sent … og er nødt til at gøre som om du har det godt med at forstyrre de andre, der har været i gang i 10 minutter, når du dukker op.
En anden måde, selvhadet kommer til udtryk er, når du giver dig til at se kattevideoer på Facebook, når du i virkeligheden skulle gøre dig klar til at komme ud af døren. Du trækker tiden ud, eller prokrastinerer.
Når du skal skrive din bachelor-opgave, bliver du optaget af at hjælpe en ven med at flytte (det skylder du jo) og har svært ved at sætte de vigtige ting i dit liv i forreste række.
Det handler om, at du i starten af dit liv ikke blev bakket op i at tage dig selv alvorligt – måske blev du ovenikøbet straffet eller revset for det. Kan du genkende, at du senere i dit liv lægger dine egne opgaver til side for at hjælpe den familie, der misbilligede, at du tog dig selv alvorligt? Du gør det i håbet om, at de nu endelig efter mange år vil elske dig. Det er selvhad og selvsabotage!
Selvhadet tjener til at holde dig fast, det hindrer dig i at nå dine mål og det angriber, når noget er svært. For eksempel at sige nej, eller når vi har brug for at gøre en indsats kun for din egen skyld.
Du må støtte og bakke dig selv op, bak dig op i at det er svært, at tingene sjældent går den lige vej, der er afstikkere … og bak dig op i noget helt nyt: Du må få hjælp, det er slet ikke snyd!
Se min video om selvhad og selvsabotage på min videoside
by